Gensynsglæde på VVS-messen i Odense
Byggeri | 13-10-2021 | Fagsiderne
Efter halvandet års ventetid, er den 15. udgave af skandinaviens største VVS-messe nu i fuld gang i Odense. Gensynsglæden har været stor blandt de 160 udstillere og de flere tusinde besøgende, som allerede har lagt vejen forbi i løbet af messens første to dage.
Alle stande har været udsolgt i et stykke tid op til messen, som byder på en god blanding af både erfarne udstillere og helt nye virksomheder, store som små.
Et besøg på messen viser tydeligt, at både besøgende og udstillere længe har set frem til at kunne mødes igen, til en snak om produkter, nyheder, udfordringer og løsninger på tværs af alle branchens mange områder.
Nyt koncept på VVS’21
Tre af messens haller er som vanligt fyldt op med flotte messestande, men som noget helt nyt er scenen i Hal D i år afsat til messens nye koncept “Fagligt Forum”. Fagligt Forum byder hver dag på korte indlæg om fagtekniske emner, som er oppe i tiden og har stor relevans for VVS-branchen. Indlægsholderne er myndigheder, organisationer og vidensinstitutioner, som deler ud af viden som installatørerne kan gøre brug af i deres hverdag.
Fagligt Forum bliver et supplement til besøget på VVS’21. Hovedattraktionen vil fortsat være udstillerne og de mange spændende produkter på standene, men i løbet af de tre messedage vil de besøgende også kunne bruge kort tid af deres besøg på lægge vejen forbi Hal D for at få relevant fagteknisk viden. Da det er et nyt tiltag med Fagligt Forum, håber vi, at det bliver taget godt imod, så det vil være noget, vi kan have med til fremtidige VVS-messer, lyder det fra Per Rømer Kofod, administrerende direktør i brancheforeningen VELTEK.
På messens anden dag har man bl.a. kunnet høre, hvordan man forebygger støjgener fra varmepumper samt emnet “Har din elinstallatør styr på elinstallationen til varmepumper?”.
Den helt særlige messestemning
Selvom vi alle sammen er blevet rigtig gode til at mødes og udveksle viden og idéer online, gennem det seneste halvandet års tid, så viser årets messe tydeligt, at der altså bare er noget helt særligt over at kunne tage en faglig snak ansigt til ansigt.
Det er netop på messer som VVS’21, at man for alvor får udvekslet viden og idéer på tværs af hele branchen, og hvor der både er tid og mulighed for en god snak blandt kollegaer og konkurrenter i samme branche.
SENESTE NYT
ANNONCØRER