Evighedskemikalier skal uskadeliggøres af AU-forskere

Klima | 27-12-2021 |

Et nyt forskningsprojekt skal udvikle en fotokatalytisk proces, som kan omdanne de svært nedbrydelige og sundhedsskadelige miljøgifte PFAS til uskadelige stoffer. Står det til forskningsgruppen bag, er det dog kun første skridt i en lang rejse mod en verden uden miljøgifte.

Forskere fra Aarhus Universitet vil udvikle en grundlæggende helt ny teknologi, der har til formål at fjerne de skadelige per- og polyflouralkylstoffer, PFAS, der siden 1940’erne er blevet benyttet i industrien til et utal af produkter, og som siden har ophobet sig i mennesker, dyr og miljø.

Teknologien tager udgangspunkt i udviklingen af et bæredygtigt biokul-baseret fotokatalytisk nano-materiale, der ved hjælp af energi fra solen kan fremskynde en kemisk nedbrydning af PFAS, som ellers ikke ville forekomme.

Slutproduktet er ugiftige flourider, CO2 og vand, og det fotokatalyserende materiale, der benyttes til nedbrydning, kan genbruges og vil efter dets levetid ende ud som intet andet end rent vand.

Projektet, der går under navnet CataForce, har modtaget 6,2 millioner i Sapere Aude-støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.

”Der er et akut behov for at udvikle nye teknologier, der på en bæredygtig, grøn måde kan nedbryde ellers svært nedbrydelige kemikalier. PFAS er nogle af de værste miljøforurenende stoffer, vi har i dag, og desværre findes der ikke bæredygtige metoder til at nedbryde disse stoffer. Det vil vi ændre med dette projekt,” fortæller adjunkt Zongsu Wei, ekspert i PFAS og leder af forskningsprojektet ved Institut for Bio- og Kemiteknologi, Aarhus Universitet.

PFAS er både vand- og fedtskyende og desuden meget stabile molekyler. Det gør stofferne uhyre svært nedbrydelige, hvorfor de også går under navnet ’evighedskemikalier’.

Stofferne akkumuleres i mennesker, dyr og natur og er desværre yderst sundheds- og miljøskadelige. Bl.a. kan de være kræftfremkaldende, forårsage ringere immunforsvar, øget risiko for abort, hormonforstyrrelser og fødselsdefekter.

”Der eksisterer i dag en række forskellige teknikker, der benyttes til at afhjælpe problemet med PFAS, men metoderne kræver enten meget energi, andre typer af kemikalier eller fjerner ikke PFAS helt, men overfører dem til en anden fase, f.eks. vand til fast stof. Det, vi foreslår med dette projekt er ekstraordinært, og det er på høje tid, at der bliver gjort noget ekstraordinært inden for dette felt,” siger Zongsu Wei.

Men projektet skal ikke slutte med PFAS, understreger forskeren. Med udviklingen af en helt ny platformsteknologi er slutmålet i bund og grund en verden uden miljøgifte:

”Der er tusindvis af skadelige kemiske stoffer i omløb i miljøet, som bl.a. forurener drikkevandet for millioner af mennesker verden over og ophobes i fødekæden. Den teknologi vi foreslår med dette projekt med udviklingen af et biokulbaseret og genanvendeligt nanorørs-materiale vil ligeledes kunne anvendes til at uskadeliggøre disse stoffer,” siger han og fortsætter:

”Vi ser hen mod en ny generation af vandbehandlingsteknologier som for alvor kan bidrage med at rydde op efter alle de menneskeskabte miljøgifte, der er udledt til miljøet gennem alt for mange år.”

Kilde: Aarhus Universitet Technical Sciences

close

Modtag vores ugentlige nyhedsbrev, med nyheder og viden fra de brancher og fagområder du selv vælger...

Vi spammer ikke og du kan altid selv afmelde dig igen!
Se vores privatlivspolitik.

SENESTE NYT

 
Klima

Klima | 06-04-2022 |

Fonden, som lanceres i april, skal finansiere udviklingen af klimavenlige løsninger til hotelbranchen med målet om at skabe en grønnere fremtid. I forbindelse med lanceringen […]

Klima

Klima | 05-04-2022 |

Klodens klima er ved at krydse den kritiske linje for en temperaturstigning på 1,5 grader. Hvis vi skal undgå de ødelæggende følger af det, skal […]

Klima

Klima | 25-03-2022 |

Meldgaard Miljø vinder EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Sustainability. Juryen fremhæver bl.a. familievirksomhedens bidrag til, at vores samfund og andre virksomheder bliver […]

Klima

Klima | 22-03-2022 |

Hansgrohe gør status over sin bæredygtighedsstrategi på World Water Day 2022. Armatur- og bruseproducenten med hovedkontor i Tysklands Schwarzwald-region har allerede nået nogle af sine […]

ANNONCØRER

close

Modtag vores ugentlige nyhedsbrev, med nyheder og viden fra de brancher og fagområder du selv vælger...

Vi spammer ikke og du kan altid selv afmelde dig igen!
Se vores privatlivspolitik.