Elregningen er en gyser for mange virksomheder – men det behøver den ikke at være

Klima | 09-03-2022 |

Trods en aktuelt ekstrem høj elpris betaler danske  virksomheder  mindre for strøm end  konkurrenter i  store dele af Europa.  Udbygningen af havvind kan sænke prisen yderligere, siger Ørsted.

Grøn energi

Vindmøller giver grøn energi

Elregningerne spøger hos både virksomheder og borgere for tiden. Prisen er steget betragteligt, men hvis det er nogen trøst, kunne det være meget værre. Eller bedre. Det sidste vender vi tilbage til. Først de glædelige nyheder.

I for eksempel Frankrig betalte en virksomhed med et stort elforbrug på ca. 100.000 MWh sidste år 24 procent eller knapt 15 mio. kr. mere for sin strøm, end en tilsvarende i Danmark. Det viser tal fra Dansk Industris branchefællesskab DI Energi.

– Grøn er billigere end sort. El fra vedvarende energikilder som havvind er billigere end strøm fra fossile kilder som kul. Danmark har satset klogt på vedvarende energi, derfor betaler vi mindre end mange andre lande i EU, forklarer branchedirektør Troels Ranis, DI Energi.

Det kan blive endnu billigere

Tallene fra DI Energi viser, at hvor virksomheder i for eksempel Østrig sidste år måtte slippe 792 kr. pr. MWh, kunne de danske ’nøjes med’ 653 kr. Kollegaerne i resten af Norden slap endnu billigere, med norske virksomheder helt nede på 423 kr. pr. MWh – på grund af landets mange vandkraftværker.

Elprisen på spotmarkedet hænger tæt sammen med, hvor meget det blæser. Når vindmøllerne snurrer, er prisen på 20-40 øre pr. kWh i Danmark.  Men når det er vindstille, som det har været siden slutningen af sidste uge, skal der bruges mere kul, biomasse og naturgas til at producere strøm. Det fører til elpriser på engrosmarkedet på mellem 2 og 5 kroner pr. kWh.

– Det er altid det dyreste brændsel, som sætter prisen på strøm. Og prisen på naturgas er steget voldsomt siden Ruslands invasion af Ukraine. Når man i den nuværende situation bruger naturgas til at producere strøm, stiger prisen altså til usete højder, siger Troels Ranis

Fossile brændsler udgør stadig mere end 80 procent af det globale energiforbrug. I Danmark har Ørsted som vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Til gavn for både planet og virksomheder.

– Energipriserne herhjemme er klart præget af, at vi har meget vedvarende energi og er forbundet til Norden. Mange faktorer spiller ind, men der er ingen tvivl om, at en øget andel af havvindmøller, solceller med mere vil skabe et prispres nedad, fordi de vedvarende energiløsninger nu er blevet billigere end de fossile, siger Ørsteds chef for energiøkonomi Ulrik Stridbæk
Det vi kæmper med, er realiseringen af for eksempel havvindmøllerne. Vi mangler blandt andet svar på, hvor de kan ligge og miljøhåndteringen af dem. Ulrik Stridbæk, chef for energiøkonomi, Ørsted

Alt på én gang, tak

Ørsted vil gerne bidrage til, at Danmark får endnu mere grøn – og billigere – strøm. Og den politiske ambition er på plads med beslutningen om, at landet skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent inden 2030.

– Det vi kæmper med, er realiseringen af for eksempel havvindmøllerne. Vi mangler blandt andet svar på, hvor de kan ligge og miljøhåndteringen af dem. Derudover synes vi, at politikerne kunne overveje at udbyde al havvind frem mod 2030 på én gang i stedet for en park ad gangen, siger chef for energiøkonomi hos Ørsted, Ulrik Stridbæk.

Han forklarer, at med et samlet udbud vil alle udviklere og leverandører – hele havvindindustrikæden – sætte af samtidig og bruge tiden frem mod 2030 målrettet. Samtidig vil eventuelle nye løsninger indenfor havvind måske kunne mindske behovet for at udbygge det dyre transmissionsnet.

Læs også: Forvent forhøjede gaspriser og kig efter alternativer

The need for speed
Branchedirektør Troels Ranis, DI Energi ser meget gerne, at der kommer turbo på den vedvarende energi herhjemme.

– I dag tager det op til 10 år fra planlægning til opsætning af en havvindmøllerpark. Den proces skal gå meget hurtigere. Virksomhederne er klar, men vi mangler en plan, siger han.

Han peger desuden på, at elektrificeringen er en afgørende brik til at nå målet om 70 procents reduktion af CO2 inden 2030.

– Vi står midt i en grøn omstilling af vores hverdag, transport og industri, og lige om lidt kommer der også en stor industri inden for Power to X og grønne brændstoffer til lastbiler og fly. Alle dele kræver hidtil usete mængder af grøn strøm, og derfor skal vi udnytte Nordsøens gode og stærke vindressourcer. Det er klart, at vi skal have grønne alternativer som back-up til de dage, vinden ikke blæser, men vi vil som udgangspunkt komme langt, hvis vi får udnyttet Nordsøen i langt højere grad end i dag, siger Troels Ranis.

Rundbordssamtale satte spot på grøn energi i EU
Spørgsmålet om, hvordan vi kommer længere med udviklingen af grøn energi, var til diskussion fredag den 4. marts i Industriens Hus. Morten Helveg Petersen, medlem af Europa Parlamentet for Radikale Venstre og næstformand i Europa Parlamentets stærke industri- og energiudvalg, deltog i Rundbordssamtalen sammen med seks virksomheder, der på sin vis alle har store aktiviteter med at sælge vedvarende energi i andre EU-lande. Morten Helveg Petersen deltog i mødet for at hente input fra de danske virksomheder til forhandlingerne om direktivet for vedvarende energi.

Som led i EU’s store klima og energipakke fit-for-55 blev der i sommeren 2021 foreslået en række ændringer af det eksisterende direktiv for vedvarende energi, som forventes færdig forhandlet under det franske formandskab i juni 2022.

Morten Helveg Petersen indledte mødet med at forklare, at energidagsordenen buldrer derudaf i EU ikke mindst set i lyset af den russiske invasion af Ukraine. Den danske Europaparlamentariker forklarede, at der er brug for, at vi tænker os grundigt om ift., hvilke løsninger vi tager i brug både på kort og langt sigt. Han sagde, at udviklingen af vedvarende energi kan kun gå for langsomt, og af hensyn til både klima og forsyningssikkerhed er der behov for bevægelse i de politiske rammer herunder i VE-direktivet. Morten Helveg Petersen takkede for de input, der kom fra virksomhederne, da de er vigtige i den videre politiske proces.

Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi, kunne på baggrund af mødet konkludere, at der er stort behov for at sikre en bedre balance mellem grøn omstilling og naturhensyn. En særlig pointe fra virksomhederne og Morten Helveg Petersen var, at der kan være en række synergieffekter mellem energi- og naturhensyn, som skal udnyttes mere og bedre.

På mødet blev der også sat fokus på vigtigheden i at få investeret i infrastrukturen, udnyttet overskudsvarmen optimalt, og sikret, at tilladelsesregimet faktisk giver tilladelser frem for at skabe barrierer for den grønne udvikling og opstilling af endnu mere vedvarende energi i Europa.

På mødet deltog Ørsted, Siemens Gamesa Renewable Energy, LOGSTOR, European Energy, Energinet og Eurelectrics.

Kilde: DI Business

close

Modtag vores ugentlige nyhedsbrev, med nyheder og viden fra de brancher og fagområder du selv vælger...

Vi spammer ikke og du kan altid selv afmelde dig igen!
Se vores privatlivspolitik.

SENESTE NYT

 
Klima

Energi | 06-04-2022 |

Fonden, som lanceres i april, skal finansiere udviklingen af klimavenlige løsninger til hotelbranchen med målet om at skabe en grønnere fremtid. I forbindelse med lanceringen […]

Klima

Energi | 05-04-2022 |

Klodens klima er ved at krydse den kritiske linje for en temperaturstigning på 1,5 grader. Hvis vi skal undgå de ødelæggende følger af det, skal […]

Klima

Energi | 25-03-2022 |

Meldgaard Miljø vinder EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Sustainability. Juryen fremhæver bl.a. familievirksomhedens bidrag til, at vores samfund og andre virksomheder bliver […]

Klima

Energi | 22-03-2022 |

Hansgrohe gør status over sin bæredygtighedsstrategi på World Water Day 2022. Armatur- og bruseproducenten med hovedkontor i Tysklands Schwarzwald-region har allerede nået nogle af sine […]

ANNONCØRER

close

Modtag vores ugentlige nyhedsbrev, med nyheder og viden fra de brancher og fagområder du selv vælger...

Vi spammer ikke og du kan altid selv afmelde dig igen!
Se vores privatlivspolitik.