Det mest retfærdige for samfundet
Klima | 08-02-2022 | Fagsiderne
Delrapporten viser med alt tydelighed, at det scenarie hvor forureneren betaler-princippet står stærkest, også er det billigste og mest retfærdige for samfundet som helhed.
Den Grønne Studenterbevægelse møder journalister med plakater ved Eigtveds Pakhus da delrapport 1 om Grøn Skattereform præsenteres. Fotograf: Ariel Storm / Klimabevægelsen.
I dag udkommer anbefalinger om ny, ensartet beskatning af CO2-udledninger. Anbefalingerne er udviklet af en ekspertgruppe, der blev nedsat af Folketinget i slutningen af 2020. Klimabevægelsen ønsker at politikerne benytter sig af forureneren-betaler-princippet, i stedet for at give store mængder af tilskud.
“Ineffektive tilskudsordninger til forurenende virksomheder fylder for meget, men det er ikke nødvendigvis ekspertgruppens skyld. De rammer som økonomerne tvinges til at arbejde med er begrænsende.” – siger sekretariatsleder Frederik Sandby, med henvisning til ekspertgruppens kommissorium.
I kommissoriet beskrives det hvordan ekspertgruppen skal arbejde under hensyn til ”bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance og dermed reelle CO2e-reduktioner (minimere CO2e-lækage) og uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet.” jf. Kommisorium for Grøn Skattereform.
Ekspertgruppen fremlægger en række scenarier, som afspejler forskellige afgiftsniveauer. Nogle af scenarierne arbejder med en høj afgift, der skal finansiere industriens omstilling. Andre scenarier bygger på en lavere afgift, men som så skal kombineres med andre tiltag, der skal reducere industriens forurening. Sidstnævnte skal så finansieres ved at hæve andre skatter – f.eks. bundskatten.
“I Klimabevægelsen så vi gerne at Folketinget vælger en retning, hvor vi følger forureneren betaler-princippet mest. Det er nemlig bedst og billigt at lade markedet være en medspiller i den grønne omstilling, i stedet for at gætte sig frem til de rigtige løsninger. Det er også den løsning, der er mest fair, og hvor den almindelige dansker betaler mindst.” – udtaler Frederik Sandby.
Klimabevægelsen frygter at regeringen vil lede opmærksomheden hen på de tekniske udfordringer der ligger i at implementere et nyt afgiftsystem, i stedet for hvordan det kan være hovedmotoren i den grønne omstilling.
“Det vigtigste er at Folketinget beslutter sig for høj signalpris f.eks. på 1.500 kr. per ton drivhusgas i 2030. Vi er nødt til at fortælle virksomhederne og borgerne, at det er vores målsætning, så de kan få startet de langsigtede investeringer.” – udtaler Frederik Sandby.
Ekspertgruppen blev nedsat af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservative og tæller blandt andet tidligere overvismand Michael Svarer og tidligere formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen.
Kilde: Klimabevægelsen i Danmark
SENESTE NYT
ANNONCØRER